Asbjørn Agerschou er død - ære være hans minde
Asbjørn Agerschou er død i en alder af 76 år.
Asbjørn efterlader et markant aftryk på dansk politik som SF-folketingsmedlem, partisekretær, som lærer og social politisk skikkelse. Asbjørn blev født på Bornholm, i Svaneke i 1948. Han kom fra et skolehjem og udviklede sin dybe passion for uddannelse, social retfærdighed og politik.
Asbjørn sad i Folketinget for SF fra 1981 - 1990. Han blev en central skikkelse i dansk socialpolitik. Som socialordfører og senere partisekretær blev han kendt for sin uortodokse tilgang og stærke engagement i at styrke selvstyrende enheder i samfundet, hvilket gjorde ham til en inspirerende stemme i kampen for social retfærdighed og borgerinddragelse.
Gert Petersen og Ebba Strange forlod ledelsen af SF i begyndelsen af 1990'erne. Her fik formand Holger K. Nielsen og gruppeformand, Steen Gade, stor glæde af Asbjørns flid og organisatoriske evner i rollen som partisekretær.
Asbjørn var ikke blot politiker. Han var kulturelt kreativ og sammen med Christine Antorini og Jørn Jespersen etablerede han "Selskabet til Finere Socialistisk Madlavning og Borddækning". Det var et uformelt humoristisk selskab, som debatterede socialistiske idealer og kulinarisk kvalitet. Dette selskab blev en del af det bredere skifte mod gode råvarer og kvalitet i Danmark og et mindre "frelst" SF.
Senere rejste Asbjørn Danmark rundt som socialfaglig konsulent i Socialpædagogernes Landsforbund. Asbjørn kunne skabe interesse som fortæller: - Lad mig fortælle to dårlige og to gode historier"! (Læs med i tråden).
Foruden sin politiske karriere forfattede Asbjørn flere værker, der udforskede og dokumenterede centrale emner i dansk historie og samfund. I 2015 udgav han bogen Fik kvinderne ret? – Fortællinger fra 100 år med valgret til kvinder sammen med Anne Baastrup og Pernille Vigsø Bagge, en hyldest til kvindekampens historie i Danmark. Hans seneste udgivelse, Den store krig – Danske kilder til efteråret 1914 fra 2022, viste hans engagement i at belyse Danmarks rolle i verdenshistorien.
Asbjørn efterlader sig ikke kun en familie, men også en inspirerende politisk arv. Med sin utrættelige kamp for bedre vilkår i den sociale sektor, har Asbjørn sat et smukt mærke på dansk politik og socialt arbejde.
Jeg kommer til at savne Asbjørn.
Pernille Frahm har skrevet om bisættelsen 15/11 i Gert Petersen Selskabets Facebookgruppe.
Ære være hans minde